Formel 1-fans hader allerede Magnussens afløser: Russisk rigmandssøn befamler kvinde og kører over for rødt

I slutningen af sidste år lagde den unge racerkører Nikita Mazepin en video op på sin Instagram-profil til sine 100.000 følgere.

Russeren sad i en bil og optog videoen fra passagersædet, og han startede ret uskyldigt med at filme sin ven bag rattet.

Men det var da han rettede kameraet om på bagsædet, at russeren for alvor skabte problemer for sig selv.

Her filmede Mazepin nemlig, hvordan han rakte sin frie hånd afsted mod brystpartiet af bagsædets kvindelige passager, der herefter blev befamlet af den unge russer.

Videoen blev hurtigt slettet, men skaden var sket, og kun ni dage efter at Nikita Mazepin havde skrevet under på en kontrakt om at blive Formel 1-kører hos Haas-holdet, begyndte kritikere at forlange, at russeren skulle fyres.

– Vi bifalder ikke Nikita Mazepins opførsel på optagelsen, og vi finder det afskyeligt, at videoen blev lagt op på de sociale medier. Vi håndterer denne situation internt og har ikke yderlige kommentarer, lød det dengang hurtigt fra russerens nye arbejdsgiver ifølge The Guardian.

Men større konsekvenser fik sagen altså ikke for Nikita Mazepin, end at han i dag sætter sig bag rattet i raceren og sætter gang i weekendens Formel 1-test op til sæsonstarten om to uger.

Her skal russeren altså køre for det Haas-mandskab, der efter sidste sæson smed danske Kevin Magnussen på porten for at få plads til den pengestærke russer.

– Jeg har begået en stor fejl. Jeg er ikke glad for, det skete. Jeg er ikke stolt af det. Jeg opførte mig ikke, som jeg burde, når jeg er Formel 1-kører, og jeg har taget ansvaret for det, sagde Mazepin til The Guardian, da han i sidste uge endnu engang blev spurgt til episoden, der har fyldt meget i optakten til den nye sæson.

Men Formel 1-fansene giver ikke meget for russerens undskyldninger.

Og hver gang Haas-holdet lægger billeder op med russeren på deres sociale medier bliver de mødt med tonsvis af vrede kommentarer med hashtagget #WeSayNoToMazepin. ‘Vi siger nej til Mazepin’.

– Der har været meget negativ respons rettet mod ham på de sociale medier. Det er vi opmærksomme på. Vi føler dog, at vi som hold har skabt det bedste miljø for Nikita til at lære af det her, siger Haas’ teamchef Günther Steiner til Racer.com.

Det international motorsportsforbund FIA har da også gjort det krystalklart, at konsekvenserne vil være større, hvis Mazepin skulle rode sig ud i flere skandaler.

– Jeg er ikke glad for den her situation. Han er blevet advaret om, at hvis det sker igen, så vil det få alvorlige konsekvenser. Så jeg håber, han lærer noget af det her, siger FIA’s præsident Jean Todt til Cambridge Union Society.

Det er dog ikke første gang, at Nikita Mazepin har haft mulighed for at lære af sine fejl. Både på og uden for racerbanen.

I 2016 blev en dengang 17-årig Mazepin for eksempel udelukket fra et Formel 3-løb, fordi han havde slået en konkurrent i hovedet, efter vedkommende angiveligt ikke havde givet ham nok plads i en træningssession, beretter Autosport.com.

I august sidste år kørte russeren hårdt ind i det metalskilt, der indikerede, at han var blevet nummer to i et Formel 2-grandprix, og skiltet fløj faretruende tæt på at ramme hans konkurrent Yuk Tsunoda, der var blevet nummer 1. Russeren fik efterfølgende en straf for situationen.

Udenfor racerbanen blev Mazepin sidste år taget for at køre over for rødt i London, og fik en bøde på godt 2.000 kroner, skriver PlanetF1.

Men med penge kommer man langt i Formel 1. Selv med en lang liste af skandaler i bakspejlet.

Her kan kroner og ører nemlig have en stor betydning på, hvor hurtig en bil, man kan skabe.

Og det er nok her, det er på sin plads at nævne, at Nikita Mazepin er søn af den skandaleramte russiske mangemilliardær Dmitry Mazepin, der ejer det store kemikaliefirma Uralchem.

Farmand Mazepin er god for 40 milliarder kroner, men sidste år afdækkede Politiken, at en stor del af den formue kommer fra svindel med salg af klimakompensation.

Men penge er jo penge, og hos det amerikanske Formel 1-hold Haas kunne de godt bruge nogle kolde kontanter.

Haas’ team-chef Günther Steiner valgte ikke at forlænge kontrakterne med sine to kørere efter sidste sæson, danske Kevin Magnussen og franske Romain Grosjean.

Sidstnævnte fortalte sidste år til The Race, at Haas havde forklaret udskiftningen med, at det var økonomisk nødvendigt.

I stedet blev Nikita Mazepin altså ny Haas-kører sammen med Mick Schumacher, og Mazepins far blev storsponsor hos holdet.

Og med den nye Formel 1-sæson lige på trapperne, så håber Haas’ teamchef Günther Steiner, at Mazepin vil blive mere moden – både udenfor, men i den grad også på banen.

Russeren er nemlig også berygtet for at køre enormt aggressivt i sine racerløb, og både i Formel 2 og 3 har han fået tildelt en hel del strafpoint for sin kørsel.

Men der håber Steiner, at han kan bruge erfaringerne fra sin tid som chef for Kevin Magnussen, der også havde problemer med at overholde reglerne på banen i begyndelsen af sin Formel 1-karriere.

– Det var det samme med Kevin. I begyndelsen var han altid ‘the bad guy’, men i slutningen var han køreren med færrest strafpoint. Jeg er sikker på, at vi kan løse det med Nikita også, siger Steiner til Motorsport.com.

Formel 1-testen for Mazepin og kompagni fortsætter i Bahrain indtil søndag. Årets første grandprix bliver ligeledes kørt i ørkenstaten d. 28. marts.

Og i sæsonens 23 grandprixer vil de titusindvis af kritiske Formel 1-fans så få at se, hvor langt faderens uudtømmelige lommer kan bære Nikita Mazepin, hvis skandalerne fortsætter for den unge russer.

Kilder: DR, The Gardian, Motorsport.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *